LYS UNDER SKÆPPE
Sollyset perforerer et tungt tæppe af skyer. Det skinner svagt glinsende fra vandpytter. Borgerne i Jerez, jeg kalder dem Jerezanos, knejser stolt med genfundne paraplyer. Bøjede paraplyer, tjekkede paraplyer, lodne paraplyer, børneparaplyer, paraplyer der passer til kjolen og jakkesættet, paraplyer der hænger fast i andres paraplyer. De roligt svævende siesta-ben spændt op på ny i frisk køligt trav.
Vinteren siger godmorgen i regn efter måneder med knirkende sand og støvet iris.
Katedralens tårn sender lys - som et knivsæg, skærer det tværs over Jerez´ tage, for at ramme mit tredje øje. ”Skænk det ikke en tanke”, hvisler de søde jomfruer, som har mig til leje.
Lejligheden ligger lige ved zoologisk have, og Jerez´ jomfru over alle jomfruer, Mercedes, leger med ild, som i nat vil flænge himmellærredet af abehyl og elefantsoli, få den ibiriske hvide tiger til at gabe dovent - sorte lamaer vil spytte blåt.
Jerezanos og Jerezanas kører hele ugen fra smålighedens gyldne middelvej med knallertlarm og bilhorn. Flamenco og hip hop knalder fra bilradioer i bevægelse - fra den ene ende af byen til den anden. Men søndag. Søndag står alle børnefamilierne stille i lange køer foran zoologisk have. En jomfru hilser velkommen på en lille hellig plads over for indgangen til zoologisk have, for sandt er det, at her har tro farver. Tro på gud og grønne skove. Jeg tror dem hele bundet - kan ikke andet, fanget i lys. Andaluz!
Arabisk herredømme i Andalusien præger bygninger og sprog – og som den sidste station i det syd-vestlige Europa før Marokko og Afrika kryber fornemmelsen for højstemt melankoli og honningduggede klagesange ind under huden. Flamencohænder fyger som sand fra Sharaha med scirocco-storme mættet af Atlanterhavets salt.
Jeg har ikke set nogle Muhammed tegninger her. Og godt det samme. Der er 100.000 med arabisk baggrund i Andalusien og lige så mange jomfruer, der holder hænderne over det ganske land. Allah og katolicisme, hestebønner og oliven.
Luften er mættet af fugt, bilrattet svøbt i opblødt salt – jeg kører til havbyen, SanLúcar, for at afblæse min forkølede febervildelse i Sirenernes skød!
Alan Hammerlund
Vinteren siger godmorgen i regn efter måneder med knirkende sand og støvet iris.
Katedralens tårn sender lys - som et knivsæg, skærer det tværs over Jerez´ tage, for at ramme mit tredje øje. ”Skænk det ikke en tanke”, hvisler de søde jomfruer, som har mig til leje.
Lejligheden ligger lige ved zoologisk have, og Jerez´ jomfru over alle jomfruer, Mercedes, leger med ild, som i nat vil flænge himmellærredet af abehyl og elefantsoli, få den ibiriske hvide tiger til at gabe dovent - sorte lamaer vil spytte blåt.
Jerezanos og Jerezanas kører hele ugen fra smålighedens gyldne middelvej med knallertlarm og bilhorn. Flamenco og hip hop knalder fra bilradioer i bevægelse - fra den ene ende af byen til den anden. Men søndag. Søndag står alle børnefamilierne stille i lange køer foran zoologisk have. En jomfru hilser velkommen på en lille hellig plads over for indgangen til zoologisk have, for sandt er det, at her har tro farver. Tro på gud og grønne skove. Jeg tror dem hele bundet - kan ikke andet, fanget i lys. Andaluz!
Arabisk herredømme i Andalusien præger bygninger og sprog – og som den sidste station i det syd-vestlige Europa før Marokko og Afrika kryber fornemmelsen for højstemt melankoli og honningduggede klagesange ind under huden. Flamencohænder fyger som sand fra Sharaha med scirocco-storme mættet af Atlanterhavets salt.
Jeg har ikke set nogle Muhammed tegninger her. Og godt det samme. Der er 100.000 med arabisk baggrund i Andalusien og lige så mange jomfruer, der holder hænderne over det ganske land. Allah og katolicisme, hestebønner og oliven.
Luften er mættet af fugt, bilrattet svøbt i opblødt salt – jeg kører til havbyen, SanLúcar, for at afblæse min forkølede febervildelse i Sirenernes skød!
Alan Hammerlund
posted by Hammerlund at 11:32 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home